Forstanderens Nytårshilsen

Forstanderens Nytårshilsen

2022

Sikke et år 2022 har været.

2022 har været begivenhedsrigt, men det kan man jo sige om hvert år på Vejle Idrætsefterskole, men 2022 har udmærket sig på en dejlig måde efter to år, hvor der var meget fokus på Corona. Vi har kunne få lov til at drive almindelig efterskole igen, hvor det handler om at være sammen og ikke som under Corona at holde afstand fra hinanden.
Det er fantastisk, at det ligner, at vi kan gå igennem et skoleår, hvor vi ikke skal tænke på nedlukning, fjernundervisning, coronatest eller lignende.

Mange ting har været nævneværdige i 2022, og for at nævne et par af tingene, så har vi blandt at forfinet vores boglige profil, som vi søsatte i 2018 skoleår. Målet er stadigvæk det sammen; at gøre den enkelte elev bedre parat til deres kommende ungdomsuddannelser. Vi har ændret et par navne på nogle af retningerne, ligesom vi også har ændret lidt på størrelsen af nogle af fagene. Lige nu er vi ved siden af også i gang med en større proces, hvor der kan komme endnu flere forbedringer på skolens boglige profil.

På det idrætslige er der i den grad også sket noget i løbet af året. Cykellinjen har igen lagt overliggeren for hård og dedikeret træning højt. De er på cyklerne i al slags vejr. I perioder står de tidligere op for at træne i længere tid, og er generelt bare benhårde. Deres resultater er også imponerende til løb. Samtidig følger vi også meget med i vores tidligere elevers præstationer, hvor man i år nok igen har lagt mærke til Magnus Corts dominans i sommerens Tour De France, hvor han på sin gamle hjemmebane i Vejle kørte alene i front i den prikkede bjergtrøje. Det er også værd at nævne, at Hector Damgaard og Freja Dissing fra dette års elevhold vandt DM-guld i MTB.

Det er fedt at se vores store danselinje, som allerede har imponeret de andre på skolen med deres niveau, men samtidig også imponeret en masse andre med deres forestilling senest på La Santa, hvor de andre gæster fik at se, hvordan et rigtig danseshow skal se ud. De har leveret flotte resultater til Kaufmann Cup og Efterskole DM.

På håndboldfronten har det været en lang succes. Drengene genvandt deres DM-titel for efterskoler i sommers, men pigerne ligeledes leverede stærkt med en historisk 3. plads. Det var første gang nogensinde, at vores håndboldpiger fik en medalje ved Efterskole DM.
Derudover er det værd at nævne, at vores håndbolddrenge er gået ubesejret igennem efteråret, hvor de endnu en gang har formået at kvalificere sig til Ligaen, hvor der i det nye år venter spændende kampe mod håndboldstormagter som GOG, Skanderborg, Aalborg og Mors/Thy.

På fodboldfronten glæder vi os over fodboldpigernes fortsatte stigende niveau, hvor det i sommers kulminerede med et fortjent Efterskole DM efter en sejr i finalen over Nyborg. Ligeledes skal nævnes, at vi havde seks piger på Kolding Q holdet, som vandt U18 DM.
Hos fodbolddrengene kan jeg ikke lade være med at nævne, at Vejle Boldklubs U17-ligahold med mange nuværende og tidligere VIES-elever ligger nummer fem i rækken med samme antal point som Nordsjælland på 3. pladsen. 2. holdet i U17 Liga 1 vandt ligeledes deres række her i efteråret. Flot.

Atletiklinjen er den stabile og seje linje. Den stabile linje, da eleverne hvert år både leverer flotte resultater både i konkurrencerne, men også overfor de andre elever viser, hvordan man kan løfte sit niveau ved stabil seriøs træning. Derfor er de også den seje linje, da virkelig formår at træne benhårdt. Derudover skal man ikke glemme, at atletiklinjen hvert år også er den linje, hvor flest elever klarer De Få Rå, men også leverer mange flotte resultater til ungdoms DM. Som skole glæder vi os også over, at vores tidligere elev Mette Graversgaard i 2022 satte ny danskrekord på 100 meter hæk.

Svømmernes hverdag er til min store glæde kommet til at minde mere om de andre elevers hverdag i forhold til skemastruktur. Vi kan også mærke, at interessen for vores svømmelinje er støt stigende. I den forbindelse må vi også lige lette på hatten for Anne Thastrup-Hansen præstation i december, hvor hun var med til de Nordiske Mesterskaber på både 100, 200 og 400 meter fri.

Skolerejsen til La Santa var en fremragende afslutning på efteråret. Turen var god for fællesskabet og det sociale. Derudover var det spændende at se vores elever motivation for at kaste sig ud i for dem ukendte idrætsgrene. Det er svært at pege på et højdepunkt for turen, men det var dybt imponerende at se det gåpåmod eleverne havde til den afsluttende Triatlon.

Det er svært at fatte sig i korthed, men som forstander glæder jeg mig utrolig meget til året 2023, hvor VIES med garanti igen vil markere sig på landkortet på mange forskellige områder. Derudover håber vi også, at den enorme interesse for vores efterskole også vil fortsætte de kommende år. Ansøgningsfeltet bliver kun større og større hvert år, hvilket glæder mig meget.

På skolen vegne vil jeg ønske ansatte, elever, samarbejdspartnere og alle andre der følger VIES et godt nytår og på gensyn i 2023. Må folk slippe deres idrætstalent løs…

Frank Rasmussen