Forum Horsens

Forum Horsens

Den spænding, der fyldte luften, var næsten håndgribelig, da vores efterskole og 12 andre skoler samledes til det store gymnastikstævne i Forum Horsens. Da vi jo ikke er en gymnastikefterskole, stod vores dygtige danselinje for størstedelen af showet. Hvilket de har øvet sig på i månedsvis, med utallige træningstimer og en sej indsats fra alle pigerne.

Vores optræden sad lige i skabet, og vi følte os løftede af publikums støtte. Men det var ikke kun vores præstation, der gjorde dagen særlig. Det var den fællesskabsfølelse som gymnastikken kan skabe!  Efter vores optræden, heppede vi på alle de andre efterskoler, hvilket skabte en unik følelse af fællesskab blandt alle deltagende skoler.

Efter en dag med imponerende præstationer og venskabelig konkurrence forlod vi stævnet med hovederne højt løftede og hjerter fyldt med stolthed. Det var en anderledes og skøn dag for vores elever!